Lær at læse hurtigere – og husk det hele!

Hvad er fordelene egentlig ved at læse hurtigt? Og hvad hvis du alligevel glemmer det hele 2 minutter senere? Der er faktisk mange fordele ved at lære at læse hurtigt, samtidig med du øger din forståelse af teksten og husker mere.

Bryg en god kop læsekaffe, så viser vi dig hvordan.

Den indre stemme

Har du lagt mærke til, at stemmen inde i dit hoved læser hvert eneste ord højt for dig, næsten sammen med dine øjne? Denne indre stemme kan hjælpe dig med forståelsen af teksten du læser, men den er ikke altid nødvendig, og den sænker dit tempo.

Det tager øvelse at “slukke” sin indre stemme. Du kan starte med at prøve kun at benytte dine øjne og dit sind til at læse ordene, uden at “læse dem højt” inde i dit hoved.

I starten er det måske svært at forstå, hvad det er du læser, men hvis du øver dig, vil du lære at bevæge dine øjne meget hurtigere hen over ordene, mens du beholder den samme forståelse som før.

Trick: Læg mærke til hvor mange gange du flytter dine øjne for at læse én linje. Hvis du placerer dit syn på kanterne af linjen, vil du skulle flytte øjnene flere gange, end hvis du centrerer dit blik en smule. Du vil stadig kunne læse alle ordene på linjen.

Tricket med lydbøger

Hvis du virkelig vil øge din forståelse af det du læser, er her et smart trick, hvor du kan udnytte lydbøger. Hvis du har en bog både som lydbog og fysisk bog, så tag hovedtelefoner på, og sæt hastigheden på lydbogen til dobbelt hastighed eller mere. Læs bogen sammen med fortælleren.

Du vil øge din forståelse markant, uden at sætte læsehastigheden ned. Lidt ligesom da du var barn og fulgte med, med fingeren, når læreren læste højt i skolen.

Trick. Hvis du læser artikler på internettet eller en e-bog, så kopier teksten og sæt den ind i Google Translate (eller en anden side, der kan læse højt). Sæt computeren til at læse højt for dig. Det lyder måske lidt sjovt, og det går lidt langsommere, men det at høre det du læser vil stadig øge din forståelse.

Speed reading

Hvis du har travlt, eksempelvis fordi du er studerende og skal læse mange sider hver dag, er det en vigtig færdighed at kunne læse hurtigt. Det kan spare dig for MANGE timer gennem dit studie.

Scan sætningerne for vigtige ord

Mange af ordene i det danske ordforråd er bare “fyldeord”. Læs lige den sætning igen. De vigtigste ord er “mange”, “ordene”, “ordforråd” og “fyldeord”.

Når du læser, så kig efter de vigtigste ord, og lad fyldeordene flyde ud. Det tager som altid tid at lære, men du vil opdage, at det er let at forstå sætninger bare ved at finde de vigtigste ord.

Det har du måske selv oplevet det når du læser sms’er fra kæresten eller venner.

Øv dig i at læse hurtigt!

Practice makes perfect. Hvis du er studerende er der jo nok at tage fat på. Hvis du ikke er, så anbefaler vi meget simpelt, at du læser så meget du kan. Jo mere du læser, jo hurtigere bliver du. Specielt hvis du øver dig i disse teknikker.

Husk på, at hvis du ikke øver dig, vil ingen af disse teknikker hjælpe dig. Teori virker ikke i det sekund, du forstår det. Det virker først, når du har implementeret den.

Tag ét skridt ad gangen

Nu har vi snakket om en masse forskellige ting, du kan gøre for at øge din læsehastighed. Vælg en enkelt, som du tror vil hjælpe dig mest.

Det kan godt være trættende at skulle tænke over hvor hurtigt du læser. Hvis du har 1 time til at læse, så prøv at være opmærksom på din læsehastighed bare i de første 10 minutter. Hvis du gør det hver dag, vil det blive lettere og lettere at fokusere på hastigheden, og med tiden vil du glemme det helt, og simpelthen bare læse hurtigere.

Vi håber, at denne artikel vil hjælpe dig til at læse hurtigere og spare en masse timer!

Vil du gerne blive bedre til at skrive? Her er vores 5 tips.

Anbefalt

Den travle juletid er for alvor over os, og det er lig med kulde, gaver og slik og guf én masse. For langt de fleste af os…

At gå et nyt studie i møde er en spændende tid. En ny uddannelse er lig med en masse ny læring, nye kammerater og ikke mindst nyt…

I dag er det gået hen og blevet mere populært end nogensinde at tjene penge på nettet – og mulighederne er stort set uendelige.